Adgang til veje og stier i det åbne land
Vidste du, at ... naturbeskyttelsesloven sikrer dig ret til at færdes til fods og på cykel på de fleste veje og stier i det åbne land?
... og hvis ikke, så har CODEX ADVOKATER sørget for, at du kan læse nærmere her:
Veje og stier i det åbne land ligger for størstedelens vedkommende på privat ejendom. Derfor kunne man måske tro, at det er helt forbudt at færdes på disse veje og stier, da man jo normalt ikke har ret til at færdes på fremmed privat ejendom. Det følger da også netop af mark- og vejfredsloven, at det er forbudt at gå ind på anden mands ejendom, samt at det samme gælder for private veje, hvor der er skiltet med forbud mod færdsel.
Imidlertid siger naturbeskyttelsesloven, at der for veje og stier i det åbne land ikke må skiltes med forbud mod gående og cyklende færdsel. Derfor har du som udgangspunkt ret til at gå eller cykle på private veje og stier i det åbne land, selvom det bringer dig over én eller flere private ejendomme. Andre former for færdsel, f.eks. i køretøjer eller ridende, kan ejeren derimod godt forbyde.
Ejeren kan dog forbyde mod gående og cyklende færdsel, hvis færdslen er til gene for en erhvervsmæssig udnyttelse af ejendommen, eller i særlig grad generer privatlivets fred. Der skal ret store gener til, før en ejer har lov til at forbyde gående og cyklende færdsel under henvisning til sådanne gener.
Møder du et skilt, der forbyder gående og cyklende færdsel, og er du i tvivl om, hvorvidt ejeren nu også er berettiget til at forbyde færdsel, kan du rette henvendelse til kommunen. Kommunen kan som myndighed efter naturbeskyttelsesloven tage stilling til, om ejeren opfylder betingelsen for at forbyde færdsel eller ej. Indtil kommunen eventuelt har tilsidesat skiltningen, bør du som udgangspunkt respektere den. Hvis skiltningen er berettiget, kan det nemlig efter mark og vejfredsloven straffes med bøde, hvis du alligevel færdes på stien.
Naturbeskyttelsesloven indeholder også regler om adgang for offentligheden til andre steder end veje og stier i det åbne land. Det gælder således først og fremmest for strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der er adgang til færdsel til fods samt til kortvarigt ophold og badning på arealer mellem daglig lavvandslinje og sammenhængende landvegetation, der ikke er domineret af saltvandstålende planter. Der er også adgang til skove, klitfredede arealer og udyrkede arealer, under visse forudsætninger.
